Montering af anhængertræk koster 3.000-8.000 kr. inklusive selve trækket og elsættet. Er der tale om et skjult eller elektrisk træk, eller en bil hvor kofanger og bagpanel skal afmonteres, kan regningen nå 15.000 kr. Arbejdet tager typisk tre til seks timer.

1 – Vælg “Bilforsikring”
2 – Modtag dine 3 gratis tilbud
3 – Vælg det bedste tilbud ?
Montering af anhængertræk pris 2026
| Hvad du får | Samlet pris |
|---|---|
| Træk + 7-polet elsæt, monteret | ca. 2.875 kr. |
| Træk + 13-polet elsæt, monteret | ca. 3.625 kr. |
| Konkret tilbud: aftageligt træk, Aarhus-området | ca. 5.300 kr. |
| Konkret tilbud: fast træk + 13-polet elsæt + montering | 6.200 kr. inkl. moms |
| Konkret tilbud: aftageligt skjult træk + modelspecifikt elsæt, Kia Rio | 8.300 kr. inkl. moms |
| Avancerede løsninger og vanskelige modeller | op til 15.000 kr. |
De tre konkrete tilbud spænder fra 5.300 til 8.300 kr. for i store træk samme opgave. Det er derfor, det kan betale sig at indhente to-tre tilbud på netop din bilmodel frem for at gå efter en gennemsnitspris.
Hvad regningen består af
- Selve trækket — 1.769 kr. og opefter, se priserne på anhængertræk.
- Elsættet — 7-polet til trailer med lys, 13-polet hvis anhængeren skal have strøm indvendigt. Forskellen i den samlede pris er cirka 750 kr.
- Arbejdsløn — tre til seks timer. Ved 420-600 kr. i timen bliver det 1.300-3.600 kr.
- Kodning — nyere biler skal have elsættet kodet ind i bilens elektronik, så anhængerblink og parkeringssensorer virker rigtigt. Det kræver diagnoseudstyr til mærket.
7-polet eller 13-polet elsæt?
7-polet fører kun lys: blink, bremselys, baglygter og tågelygte. Det er nok til en almindelig trailer og til de fleste cykelholdere.
13-polet har seks ekstra ben til permanent strøm, tændingsstyret strøm og stel til køleskab, lys og batteriladning i en campingvogn. Skal du have campingvogn — nu eller om et par år — er det billigere at tage det med fra start end at få det lavet om bagefter.
Har du 13-polet på bilen og 7-polet på anhængeren, findes der adaptere til under 200 kr. Den anden vej kræver ombygning.
Hvordan foregår monteringen?
- Kofanger og bagpanel afmonteres. På de fleste biler skal kofangeren helt af for at komme til vangerne.
- Trækket bolter fast i chassisvangerne i punkter, producenten har forberedt. Der bores ikke i en moderne bil — huller findes i forvejen.
- Kofangeren skæres til. Ved fast træk skal der ofte laves en udskæring, så krogen kan komme ud. Ved skjult træk skal udskæringen være præcis.
- Elsættet trækkes ind i kabinen og forbindes til baglygterne — enten via et modelspecifikt stik eller ved at klippe ind i ledningsnettet.
- Elektronikken kodes, så bilen ved, at der sidder et træk. Uden det slår parkeringssensorerne ud, når du sætter kuglen på.
- Alt afprøves med en testboks, og du får en monteringsattest.

Kan du montere det selv?
Mekanisk er det overkommeligt: bolte i forberedte huller, og et sæt gode værktøjer rækker. To ting gør alligevel, at de fleste lader værkstedet gøre det.
Det ene er elsættet. På biler fra omkring 2010 og frem sidder lygterne på en CAN-bus, og klipper man ind i ledningerne, får man fejlkoder og lygter, der blinker forkert. Det andet er dokumentationen: uden en monteringsattest fra et værksted skal bilen til syn, før trækket må bruges.
Monterer du selv, så køb et modelspecifikt elsæt frem for et universelt, og gem kvitteringen på det typegodkendte træk.
Skal bilen synes bagefter?
Nej — ikke hvis trækket er typegodkendt til bilmodellen og monteret af et værksted. Monteringsattesten er dokumentationen, og den skal ligge i bilen.
Ja — hvis trækket er hjemmelavet, ombygget, eller sat på en model det ikke er godkendt til. Så skal det godkendes ved syn, før det må bruges. Se hvad der ellers tjekkes ved bilsyn.
Eftermontering på en brugt bil
Der er ingen aldersgrænse, så længe der findes et godkendt træk til modellen. Problemet på ældre biler er tilgængelighed: er den bagerste del af chassiset rustet, skal det udbedres først, for trækket skal boltes i sundt metal. Et værksted vil normalt sige fra, hvis vangerne ikke kan bære.
Er bilen ældre, kan det være værd at få vurderet rustbeskyttelse samtidig — værkstedet har alligevel kofangeren af og kan se, hvordan det står til bagi.
Anhængertræk montering priser ligger generelt omkring 3.000-8.000 kroner. Afhængig af modellen på din bil og værkstedet du vælger, vil priserne være forskellige. Prisen kan også variere, hvis du gerne vil have et aftageligt træk, så du ikke permanent har anhængertræk på bilen. Du skal derfor først overveje, hvad dine anhængertræk behov er.

Pingback: Anhængertræk - AutoGear.dk